Denne side er tilegnet vores 3 elskede katte, som desværre ikke er her mere: Asterix (fars kat), Iv (mors skat) og "Fisen" (hele husets abekat).
Her ses ét af de få billeder, hvor det er lykkedes at fange og fotografere alle 3 katte: Fisen, Asterix og Iv på én gang.
Har altid været en "dame med temperament" der gik sine egne veje. Her ser I det formentlig sidste billede der blevet taget af Iv 24.08.2001. Det illustrerer meget godt, at Iv forblev "lidt krukket" lige til det sidste.
Iv var helt klart den mest intelligente af vores 3 katte. Engang da vores 3 katte blev sat på en prøve med at få "guffere" ud af en stor glaskrukke med låg, så var det naturligvis Iv der først fandt på at lette på låget og taget poten ned i krukken, og derefter vælte krukken, så gufferne nemmere kunne komme ud. Asterix slog utålmodigt på krukken, da den kunne se gufferne. Den troede sikkert at den kunne slå krukken i stykker. Da det ikke lykkedes, afventede den at Iv løste opgaven, hvorefter den truede sig til nogle guffere. Fisen derimod gik forvirret rundt om krukken, da den troede den kunne komme ind bagom. Da det ikke lykkedes, så satte den sig og ventede på, at Iv fandt løsningen. Fisen force var, at den var grådig og påtrængende og kunne æde hurtigt.
Iv ændrede for alvor Tonnys syn på katte. Mona havde allerede Iv da Tonny og Mona mødtes i 1986. Iv har derfor altid været mors skat. Iv er således også den eneste af vores 3 katte, som har prøvet at bo i lejlighed. Iv har altid været en køn mis, og hun tiltrak sig også megen opmærksomhed dengang hvor Mona og Tonny lige havde mødt hinanden. For Iv blev troligt fragtet i kattetransportkasse i en HT-bus frem og tilbage imellem Monas lejlighed i Valby og Tonnys lejlighed på Amager. Det var ikke noget hun brød sig specielt meget om. Det var meget sjovere når Tonny legede med Iv med specielt en grøn skumgummiterning i en elastik. Den kunne Iv bruge timer på rende og fange.
Iv har altid været en meget renlig kat. En rigtig lille "dame". Mona tabte helt sit hjerte til hende, da hun allerførste aften for første gang kom hjem i lejligheden i Valby. Det var ikke specielt planlagt at Mona skulle have kat, så en kattebakke o.l. var ikke købt endnu. Men hvad gjorde lille Iv? Den satte sig ude på risten på badeværelset da den skulle tisse. Den kunne næppe have valgt et mere hensigtsmæssigt sted at besørge. - Lidt mere uheldigt var det, at Iv én af de første gange den var ude at besøge Tonny i lejligheden på Amager, var overbevist om, at det var bedst at lave stort i en plasticpose. - Ja, det lyder jo egentlig som en god løsning. Desværre var det posen hvor Mona's skiftetøj lå i, så det var knapt så heldigt. - Til gengæld så tabte Tonnys sit hjerte til Iv, da hun (måske samme dag) sad og vaskede sig. Ikke fordi hun vaskede sig som katte gør, ved at slikke poter m.v. - men fordi hvor tror du hun sad? Naturligvis oppe i håndvasken, hvor det faktisk så ud som om, at hun kørte poten henover håndsæben indimellem.
Iv var reserveret, i alt fald overfor fremmede. Hun skulle lige se folk an, før hun sådan kom og mængede sig. Og var folk for voldsomme, så skred hun lige så hurtigt hun var kommet. Så Celine fik aldrig den helt store stjerne hos Iv. Først da Celine var over 3½ år, lærte hun at hvis man var lidt rolig når man kælede Iv, så var der chance for at hun stående. - Til gengæld så havde Iv meget svært ved at forstå, da Tonny kom ind i billedet, at hun ikke altid kunne ligge i sengen og sove oppe ved Monas hals, eller mellem benene på hende. Og helt slemt blev det jo, da hun skulle dele hjemmet og Mona og Tonny med Fisen og Asterix. - Iøvrigt skulle Iv egentlig have heddet Cirkeline - men da hun var så fantastisk god til at mjave indtrængende: "Iv!" - ikke mindst, når hun som lille ville op og sove i sengen, ja! så kunne hun ikke hedde andet.
Iv blev aldrig overvægtig. Måske det skyldes Fisen. For da hun var alenemis der fik hun altid Whiskas, som sagtens kunne stå i timevis i skålen, før den blev spist. Men efter Fisen kom til, med sin glubende appetit, da gjaldt det om at spise sin mad i en rasende fart. Og det har aldrig været Iv's kop te. Ofte fik Iv derfor kun godt halvdelen af sin mad. Resten spiste Fisen tit, medmindre Tonny eller Mona hold Fisen fra fadet.
En ting som Iv altid har elsket var at finde gemmesteder, hvor den kunne ligge og sove. Man skulle aldrig lade en skabsdør stå åben for længe. Og hvis man lukkede en skabsdør, så skulle man lige forinden se efter, om Iv lå i skabet. Så Iv har naturligvis også prøvet at være lukket inde i et skab i en halv eller en hel dag. Så hvis Mona, Tonny eller Celine indimellem fik noget tøj på med kattehår, ja så er der en god forklaring herpå. - Det seneste gemmested som Iv fandt var en æske til pc-højttalere, som stod inde bagved under skrivebordet i Tonnys værelse. Æsken var egentlig lukket, og havde det ikke været fordi Tonny sad ved pc'en en aften og arbejdede helt stille, så var det sikkert aldrig blevet afsløret. Efter udseendet af æsken at bedømme, så havde Iv vist besøgt æsken længe eller adskillige gange.
Måske havde den egentlig valgt at dø i denne kasse, for Iv valgte tilsyneladende selv hvornår den skulle dø, for den holdt simpelthen op med at spise. Den var ikke egentlig syg, men havde sværere og sværere ved at holde sig selv ren, og da Fisen døde 23.11.2001 gik det hurtigt ned ad bakke med Iv. Hvem ved, måske savnede den Fisen? - Iv blev ikke aflivet, men fik fred af naturens vej på et blødt håndklæde på det varme gulv i badeværelset 21.12.2001. Iv blev begravet i vores have 22.12.2001 svøbt i et håndklæde med Monas initialer, desuden et viskestykke den også have brugt, og som var ét som Tonny i sin tid fik af sin mor, da han flyttede hjemmefra 1. gang. Endelig blev Iv lagt i en pose med Celine's navn på, som havde indeholdt de allerførste julegaver som Celine lavede i børnehaven. Så Iv fik en lille ting med fra os alle 3 i graven.
Asterix har altid gerne villet være med, hvor der skete noget. Så intet under, at den en dag sad med et skilt om halsen hvor der stod: "Jeg vil med" - en dag vi pakkede kuffert før en ferierejse.
Asterix skulle egentlig have været aflivet lørdag den 4. juli 1987. Der var faktisk allerede bestilt tid til den hos dyrlægen. Men skæbnen ville det anderledes. Og det har ikke mindst Tonny været glad for, da Asterix altid har været "fars kat". - Hvordan slap Asterix for at blive aflivet i 1987, hvor den endnu ikke var et år gammel? - Ja, efter alle sandsynlighedsregninger skulle det ikke kunne lade sig gøre, og den har ikke mindst TDC (tidligere KTAS) at takke for det. - Historien starter imidlertid ca. 1 måneds tid før denne dato. Asterix boede på det tidspunkt hos en arbejdskollega til Tonny: Hanne med hendes mand og datter. De havde imidlertid solgt deres hus, og stod for at skulle flytte i lejlighed. Men af forskellige årsager, skulle de flytte ind til vistnok hans forældre i en periode. Og forældrene ville ikke have, eller kunne ikke tåle en kat. I alt fald havde de besluttet, at havde de ikke fundet et hjem til Asterix pr. 01.07.1987, så ville den blive aflivet. - Tonny havde på jobbet et ærinde hos Hanne (der var kasserer), og fortalte at han havde købt hus, hvorimod Hanne fortalte at hun havde solgt sit. Her nævnte Hanne, at hun havde Asterix, som savnede et nyt hjem. Tonny sagde, at det var da ikke umuligt at den kunne bo hos ham og Mona, da det i forvejen var besluttet at Iv ikke skulle være "enebarn" nede i huset. Men da Fisen imidlertid også lige var blevet født, så var der jo egentlig bestilt en mis nr. 2. - Hanne sagde, at en andre kolleger havde givet lignende tilsagn, så det blev sikkert ikke til noget. Et par dage efter fortalte Hanne, at en af de andre kolleger havde sagt ja, til at overtage Asterix. - Alle glemte derfor sagen, indtil lørdag 4. juli 1987.
Asterix skulle jo have været aflivet 01.07.1987, men da det var midt i ugen, var det blevet udskudt til om lørdagen 04.07.1987. Tonny opholdt sig næsten udelukkende hos Mona i Valby, hvis telefon var blevet flyttet til huset i Karlslunde pr. 01.07.1987. Telefonen i Valby burde derfor slet ikke virke. Men som nævnt: tak til KTAS fordi den stadig virkede, så Hanne kunne ringe. For om formiddagen da Asterix havde fået en tid hos dyrlægen om eftermiddagen, da var Hanne kommet i tanker om Tonny's mulige tilbud om at overtage Asterix. Det var da et forsøg værd. Problemet var blot, at Hanne havde kun Tonnys telefonnummer til Tonnys lejlighed på Amager. Men igen takket været KTAS, så havde de været hurtige til at omstille Tonny's telefon til farmor og farfars kolonihave i Sano. Tonny var nemlig blevet enige med farmor og farfar om, at de overtog telefonen i kolonihaven - oven i købet med samme telefonnummer. - Og for Asterix var det som at vinde i lotteriet, for da Hanne ringede til Tonny (troede hun), så fik hun fat i farfar og farmor der rent tilfældigvis var kommet på kort visit i kolonihaven. De gav så Hanne telefonnummeret til Monas lejlighed, hvor Mona og Tonny heldigvis fortsat var, og telefonen mirakuløst virkede endnu, eftersom den faktisk også virkede i huset. Først om mandagen blev den afbrudt.
Men for at gøre en lang historie lidt kortere, så kunne Tonny og Mona da ikke få over deres hjerte, at sige nej til at tage imod Asterix, hvis nej'et betød at den så ville være aflivet et par timer senere. Vi ville overtage Asterix med henblik på selv at skaffe den et godt hjem et andet sted. - Asterix kom med ned i huset og blev lukket ud af transportkassen. Det første den gjorde var, at hoppe ned bag ved oliefyret ude i bryggerset. Her sad den helt forskræmt og lignede ikke et dyr vi ville få kontakt med foreløbig. - Mona og Tonny skulle dog noget først på aftenen, og besluttede at lade Asterix selv i fred og ro se stedet an. Da Mona og Tonny senere kom hjem, og i øvrigt skulle sove på en madras på gulvet i det værelse som i dag er gæsteværelse (de var jo ved at flytte ind), så gik der ikke ret lang tid, så kom Asterix luskende ind. Den lagde sig i fodenden af Tonnys seng og spandt højlydt. Da var Tonny solgt. - Der var aldrig siden tale om, at Asterix skulle forlade Strandmarken 33.
Apropos at spinde, så var Asterix mesteren over alle til det. Den spandt så højt, at den næsten kunne overdøve fjernsynet, så man måtte skrue ekstra højt op for lyden. Og det var tit relevant, for der var ikke noget Asterix elskede mere, end at komme ind og ligge på skødet af én når man sad og så fjernsyn. Den var utroligt kælen. - Og der gik ikke lang tid, før selv fremmede folk i huset pludselig fandt sig selv siddende på sofaen eller i en stol med en kat på skødet. Tit har vi måttet advare folk, og spørge om de kunne tåle eller var bange for katte. - Ikke mindst farfar var én af Asterix's favoritskød at ligge på. Det tror vi ikke, at farfar havde så meget imod.
Asterix var til gengæld helt klart herren i huset af de 3 katte. Kattene sloges egentlig ikke ret meget indbyrdes, bortset fra hvad der hører til at finde "hakkeordenen". Asterix var helt klart beskytteren og territoriets bevogter. Asterix har jaget endog noget større katte ud af haven, og har mange gange kommet hjem med "mad til huset" i form af mus og mere eller mindre levende fugle. - Ja, engang nedlagde den såmænd en due på Tonnys kommando. For Mona og Tonny stod en sommerdag og spillede dart på terrassen. På taget sad en tyrkerdue og kurrede hver gang der skulle kastes. Det var ret irriterende for koncentrationen, så Tonny bad duen om at holde kæft og fise af. Asterix sad ved siden af, og den forstod åbenbart hentydningen, for et par timer senere ved skumringstid, da kom Asterix stolt slæbende hjem med en næsten død tyrkerdue i munden. Den dag fik den ikke skældud for at nedlægge fugle.
Asterix var også den der indøvede Tonnys evne til at stå op om morgenen. Jo, for det slog næsten aldrig fejl, at når klokken var mellem 5 og 6, så skulle Asterix ud. Ude i bryggerset stod der om sommeren en hønsestige, så kattene kunne kravle op på loftet og komme ud, og Asterix kunne også finde på at bruge den når der ikke var andre muligheder. Men det var jo nemmere at sidde og slå på ruden til terrassedøren, så man blev lukket henholdsvis ud og ind.
Om Asterix kendte klokken ved jeg ikke, men i alt fald så var det næsten fast kutyme, at når Tonny og Mona kom hjem om eftermiddagen, så sad den i carporten og ventede. Og når de så steg ud af bilen, så kan det nok være, at den gav sit besyv med. De fik en regulær skideballe på "mjauvsk". Man da det altid blev efterfulgt af spinden og gniden op af buksebenet, så bundede det utilfredse nok ikke så dybt.
Asterix blev i august 2000 pludselig underlig tyk. Den lå og gispede noget efter vejret. Tonny og Mona troede umiddelbart at den havde fået orm. Typisk kan det gøre katte lidt tykke og kan få dem til at hoste o.l. - Tonny gik til dyrlægen mandag formiddag 21.08.2000 og fik en trist besked: Det var ikke orm, tværtimod lignede det en væskeansamling som burde undersøges nærmere. Dyreklinikken beholdt derfor Asterix. Tonny ringede til dyrlægen, og efter arbejde var hele familien nede og tage afsked med Asterix. For den væskeansamling Asterix havde, var bugtvattersot. Den ville godt kunne opereres væk, men det ville kræve et stærkt hjerte, hvilket Asterix absolut ikke havde. Tværtimod burde hjertet behandles med noget stærk medicin som krævede gode nyrer. Og lige netop nyrerne havde de også undersøgt i løbet af dagen og konstateret at de heller ikke fungerede særligt godt. Beslutningen om at give Asterix den sidste sprøjte var derfor oplagt. Men det hele kom så pludseligt, så det var en stor sorgens dag i huset, da Asterix pludselig ikke var der mere. - Den friske kat havde jo ellers aldrig fejlet noget før!? - Asterix kom aldrig hjem til Strandmarken 33 mere. - Og han savnes stadig.
Fisen har altid været lidt af et "flydehoved" (eller var det "flødehoved"?). Så at ligge ved en strandkant og slikke solskin med stængerne i vejret, var helt naturligt for den. Selv om strandkanten naturligvis er et landkort.
Fisens var naturligvis ikke kattens "rigtige navn". Hos dyrlægen hed den Jaw, fordi den mjavede sådan. Men da den jo var "den lille" i huset, så blev den kaldt "Lillefisen". Men eftersom den jo voksede, så forsvand "lille" hurtigt. - Fisen havde et specielt familieforhold til Iv, for Iv var jo til dagligt dens "søster" i familien. Men egentlig så var Iv dens mors søster. Og Fisens far (Grog) var egentlig bror til både dens mor (Lillemissen) og til Iv. Så der var altså tale om et "barn af blodskam". Om det var derfor at Fisen ikke var den mest intelligente kat ved man ikke, men det kan jo godt have en vis sammenhæng. Til gengæld så var Fisen den mest godmodige kat man nogensinde har oplevet. - Den har aldrig nogensinde hverken bidt eller revet nogen mennesker. Og det til trods for, at børn har hevet den i halen, sparket til den, trådt på den og meget andet. Fisen mjavede og kunne til nød markere med tænderne - men bide eller rive? - Aldrig! - Fisen fandt sig i næsten alt. Så utallige er de situationer som Fisen kunne anbringes i til morskab for hele huset. Den kunne klædes ud og på, køres og bæres og alt muligt. De bedste og sjoveste kattebilleder vi har taget er næsten alle med Fisen som model.
Til gengæld så tror vi at Fisen hele livet egentlig regnede sig selv som hund. Jo, for den kom til verden på Ølsemaglevej 87 sammen med 10 små hundehvalpe. Den var eneste killing af en meget lille og spinkel og ikke mindst ung mor, der var gjort gravid af sin bror. Dens mor sørgede således kun for maden til Fisen. De 10 hundehvalpe var glimrende "barnepiger" mente den. Så Fisen måtte allerede dengang finde sig i, at der var hundehvalpe der bed den i øret, hev den i halen o.m.a. - Den måtte hele livet leve med, at den hale havde fået et knæk. Den var sikkert blevet brækket allerede da den var lille killing. Fisen kunne derfor ikke holde halen lodret som andre katte. Halen lå nærmest henover ryggen, så det mest af alt lignede håndtaget til en taske.
Det var sikkert også derfor, at Fisen aldrig rigtig lærte at katte kun besørger på en kattebakke med grus eller sand. Fisen kunne sagtens finde på at sætte sig hvor den nu befandt sig, og besørge både stort og småt. - Det var absolut ikke den egenskab som var højest i kurs i huset. Faktisk levede Fisen flere gange med trusler over hovedet om, at hvis den ikke lærte at bruge kattebakken, så var det snart slut. - Men Fisen klarede sig alligevel altid. - Den var jo, som nævnt jordens mest godmodige kat.
Fisens appetit var også nærmest legendarisk. Det skyldes jo sikkert også starten med 10 hundehvalpe, at Fisen alle dage var overbevist om, at hvis man ikke slugte sin mad på så kort tid som overhovedet muligt, så fik man ikke noget. Så derfor fik Fisen altid rigeligt med mad. I perioder har Fisen også været en smule overvægtig, om end det aldrig blev helt slemt. Til gengæld så kunne Fisen ikke tåle lopper. Lige så snart den først loppe meldte sig hen på eftersommeren, så var Fisens pels som et rivejern. Knopret og affældig. Et skud medicin hos dyrlægen hjalp dog på det. Så Fisen var den flittigste besøgende hos dyrlægen af de 3 katte. Men der var heller aldrig nogen problemer.
Fisen opnåede til gengæld ligefrem at blive et forskningsobjekt hos dyrlægen. Jo, fordi Fisens ene øje blev på et tidspunkt helt meleret, så den næppe kunne se ret meget igennem det. Det har sikkert været stær af en art. Men som dyrlægen fortalte, så har naturen sin forunderlige måde at løse det problem på. Linsen (som er den der bliver grå), blev simpelthen opløst inde i øjet. På den måde, så opnår katten at kunne se noget med øjet igen. Ikke så tydeligt, men dog nok til, at øjet kan bruges i et vist omfang. - Det var naturligvis medvirkende til, at Fisen til rendte ind i ting og sager. Der var lidt fumlegænger over den i de sidste par år.
Fisen har aldrig været den store jæger. Lidt tøffelhelt nærmest. For det er set mere end 1 gang, at Fisen er kommet stormende ind i stuen ude fra haven, fordi solsorten var efter den. Stor var vores forundring engang da den kom hjem med et underligt dyr i munden. Men det blev hurtigt vendt til latter, for dyret viste sig at være et tøjdyr med pels. I ved, én af den slags der typisk hænger i en bils bakspejl, eller i en barnevogn. Så "storvildtsjægeren Fisen" kunne kun stjæle tøjdyr fra småbørn. - Og dog, for der var faktisk en enkelt gang, hvor Fisen vistnok havde fanget en mus. Det var i alt fald den der kom hjem med den. Men typisk for Fisen, så slap den musen (der var spillevende) inde på Mona's værelse, hvor der stod en skibsbrik, som musen naturligvis løb ind under. Fisen var helt oppe på dupperne, så da vi trak en dyneskuffe ud på skibsbriksen, så kravlede Fisen naturligvis derned. Asterix var blevet tiltrukket af støjen, og sad og kiggede interesseret men dovent. Pludselig kom musen så ud fra skibsbriksen, og da Asterix så det, så snuppede den fluks musen og løb med den. - Fisen kom på et tidspunkt op igen fra skuffen, og den ledte i flere timer efter musen. Den fattede simpelthen ikke hvor den var blevet af. - Det vidste vi godt: Asterix havde allerede fortæret musen ude på græsplænen.
Fisen blev i oktober/november 2001 gradvist mere doven og uinteresseret i hvad der foregik. Den kastede sig ikke mere over madskålen, og den var begyndt at besørge selv hvor den lå og sov ovenpå et skab. Sammenholdt med, at Mona og Tonny netop havde fået nyt parketgulv i entreen, som de var bange for at Fisen ville ødelægge ved at pisse på det (hvad den allerede havde gjort én gang), så var beslutningen om, at det nu var slutningen for Fisen naturlig omen svær at træffe. Men dyrlægen gav Tonny ret i, at det var tid for Fisen at forlade denne verden, selv om det var farfars fødselsdag. Faktisk så burde den måske have været forbi dyrlægen nogle uger før. - Fisen kom aldrig hjem til Strandmarken 33.
Denne WEB-side er en del af 
.
Vil du skrive
en hilsen i vores gæstebog, så klik her, eller se
hilsener her.